Systemerne er stivnede. Rammerne, fastlåste. Politikerne slynger om sig med industrialderløsninger på fremtidens problemer. Virksomhederne har svært ved at slippe de gamle siloer og hierarkier. Det er arbejdsudbuddet, forstås, effektiviteten, bundlinjen. Arbejd indtil du går i stykker eller har den ene fod i graven.
Men noget er i gang med at vokse frem. Noget, der ikke handler om regneark og bundlinjeforestillinger om vækst. En anden form og forestilling om et liv og arbejdsliv, som ikke handler om at slides op, men om at vokse til og vokse frem i et fællesskab med andre.
Endnu løst og diffust kalder vi det hele for det regenerative, uden at det står absolut klart, hvordan vi kan arbejde med det på en meningsfuld måde. Det er båret af forestillingen om, at fremtiden kan være anderledes – at mønstrene kan brydes, og at vi kan genopdage vores sammenhæng med hinanden og verden.
Lad os vende tilbage til forestillingsevnens kraft. Lad os inspireres af fortidens utopiske drømme – en mand på månen, afskaffelse af slaveriet, kvinders stemmeret – nu alt sammen virkelighed. For evnen til at kunne forestille os forandring er forandringens første skridt. Vores forestillingsevne hjælper os med at kunne visualisere, tænke abstrakt og eksperimentere. Men vi har glemt at træne den.
Vi er blevet som Klods-Hans’ brødre, der nok ved et og andet og stopper alting i foruddefinerede kasse. Men livet passer ikke ind i kasser – vi kastes kontinuerligt ud på gyngende grund af den simple årsag, at livet altid er nyt, vildtvoksende og fuld af overraskelser. Og så står vi der – sammen med brødrene afmægtige, fordi vores tilgang handler om bemestring frem for improvisation og forestillingsevne.
Vi skal i stedet øve os i at blive mere som Klods-Hans, der ser potentialer i ting og omgivelser, og griber mulighederne, når de opstår. Hans rejse handler om at stå i nærværende forbindelse med sine omgivelser, i modsætning til brødrene, der gør verden til en abstraktion.
Og forandringen ér på vej.
En transformationel ændring er begyndt at tage form i de senere år. I sektorer og samfund genovervejer folk den måde, vi lever, arbejder og forholder os til hinanden – og resten af livet på Jorden.
Vi stiller spørgsmål som: ”hvad kan vi gøre for at respektere fremtiden?”, ”hvordan kan vi revitalisere det beskadigede i vores systemer og igen gøre dem vitale?”. Vi forestiller os livet, relationerne og alternativer. Det regenerative bliver pejlemærker, og ligesom den førende økonom John Maynard Keynes, udtrykte det: ”Sætte målet over midlet og foretrække det gode frem for det nyttige”.
Lad os starte med at forestille os det indlysende: at mennesket ikke er centrum for alting, og lad os sætte os udover denne snærende tidsånd og erkende vores fælles idealisme. Den kan forårsage kognitiv dissonans over for vores naturlige forventning om, at vækst og hårdt arbejde er idealerne bag ethvert rigt samfund og system.
Louise Møller
Men nå vi giver plads til vores forestillingsevne og begynder at drømme stort, kan vi vende vores opmærksomhed mod en verden, hvor vores handlinger drives af medfølelse og respekt snarere end grådighed og egeninteresse. En verden, hvor vi stræber efter at skabe balance, ikke kun i vores økonomi, men i vores forhold til hinanden og til de omkringliggende relationer vi er en del af og hvor vores gensidige afhængigheder er en styrke.
Lad det spirende regenerative paradigme få lov til at trives i vores samfund, organisationer og kulturer. Lad os give det plads til at blomstre i vores bevidsthed og ændre den måde, vi forstår verden på. Det er på høje tid, at vi slipper taget i det mekaniske menneskesyn fra den industrielle tidsalder, hvor mennesker betragtedes som små brikker i en gigantisk maskine.
I stedet bør vi omfavne et nyt menneskesyn, der anerkender vores dybe forbindelse med hinanden. Lad os erkende, at vi ikke er isolerede enheder, men snarere en del af et komplekst netværk af liv. Den regenerative tilgang opfordrer os til at genopdage vores indbyrdes afhængighed og ansvar over for hele økosystemet.
Dette paradigmeskift handler ikke kun om at ændre vores teknologiske systemer eller produktionsmetoder. Det handler om at ændre vores hjerter og sind, så vi prioriterer bæredygtighed, medfølelse og harmoni. Det handler om at gå ud over kortsigtet økonomisk vinding og tænke på vores handlingers konsekvenser for fremtidige generationer.
Lad os omfavne regenerativ tænkning som en vej til at skabe en mere bæredygtig, retfærdig og meningsfuld verden. Det kræver en kollektiv bevidsthedsændring, men det er en investering i vores fælles fremtid. Lad os omfavne en regenerativ fremtid, hvor vores handlinger nærer livet i stedet for at udtømme det.
Louise Møller & Henrik Lübker